Imprint
Følg med os på en herlig rejse mod at reducere plastikaffald. På denne side lærer du, hvordan og hvorfor vi gør det. Fordi hvert lille skridt tæller.
For vores tandpulver sætter vi på glas. Hvorfor? Glas er 100 % og uden kvalitetstab altid igen genbrugbart: Gammelt glas smeltes om og bliver til nyt glas – en kredsløb, der gentager sig uendeligt mange gange. Vores brunglas-krukke er det holdbare hjem for dit pulver – køb en gang, påfyld igen og igen. Hvis et glas alligevel ender i altglascontaineren, smid det blot i den rigtige beholder: I Tyskland bliver omkring 85 % af altglasset på denne måde genanvendt.
Vores tandpulver-refills består af monoplast. Monoplast betyder, at emballagen kun består af én plasttype – i vores tilfælde LDPE (Low-Density Polyethylen). Den store fordel: Monoplast kan genbruges meget bedre end kompositmaterialer, som består af forskellige lag og plasttyper. For forskellige plasttyper har forskellige egenskaber, såsom smeltepunkter, hvilket gør genbrug væsentligt vanskeligere eller endda umuligt.
Svaret ligger i produktet selv: Tandpulver er ekstremt følsomt over for fugt og skal opbevares tørt og lufttæt. Papir er ganske vist genanvendeligt, men giver ikke tilstrækkelig beskyttelse. Glas er tungt og energikrævende i produktionen. I dette blogindlæg kan du læse mere om vores påfyld.
CO2-aftryk fra forsendelsesemballage kan være større end ved køb i en butik. For at reducere dette bruger vi genanvendelige papkasser med papirgaffel og plastfrit fyldmateriale. I sidste år skiftede vi fra vores papirfyldmateriale til kompostérbare emballagestykker af plantestivelse. De er ikke kun det bedste valg for planeten, de giver pålidelig beskyttelse til vores produkter.
Derudover sørger vi for, at emballagen er den rigtige størrelse (nogle virksomheder sender deres produkter i en lige så stor kasse for at spare omkostninger) og at den er let og samtidig stabil nok til at beskytte vores produkter.
Vores produktion drives af solenergi. Dermed kan vi spare CO2 og øge vores virksomheds bæredygtighed.



